De typiske tyve 
At være indbrudstyv er blevet et mere internationalt "erhverv", hvor tyvene arbejder på tværs af grænserne. Men hovedparten udgøres stadig af de mere velkendte typer. Nogle er absolutte nybegyndere, andre er absolutte eksperter.

Nogle stjæler til dagen og fixet, nogle stjæler for andre, og nogle for sig selv. Vi har artsbestemt de fire almindeligste typer tyveknægte. Man kan blandt andet kende dem på transportmidlet.

 
Rockeren

  • Knytter sig til det professionelle indbrudsmiljø, men adskiller sig alligevel på flere måder.
  • Udnytter ofte svage typer til det grove arbejde. Har i modsætning til den professionelle indbrudstyv ikke gode muligheder for at opbevare tyvekoster ubemærket, da typen ofte har besøg af politii.
  • Går derfor efter store mængder af dyre, men let omsættelige varer, som han hurtigt kan blive af med. Private boliger er derfor ikke oplagte jagtmarker.
  • Ikke specielt sky, nærmest truende i sin adfærd. Hurtig og voldsom type.
  • Rambuktyverier i en oplyst butik i gågaden med hylende alarmer er et speciale. Medbringer af samme grund ofte en del udstyr, herunder flere biler. En stærk bil til gennembrydning af facaden og en til flugt. Mængden af tyvekoster kræver jævnligt en lastbil.
  • Fanges med mellemrum, dog især på fersk gerning.

Lømlen

  • Stadig amatør på indbrudsområdet, men som regel med erfaring i bu-tikstyveri og hærværk. Alder typisk 15-16 år.
  • Arbejder mest om aftenen og ofte i selskab med en ven, der presses eller lokkes med.
  • Færdes på knallert eller cykel – eventuelt en stjålen bil for spændingens skyld.
  • Foretrækker på grund af ringe erfaring at lave bræk på steder, han kender – på skolen eller hos kammeraters forældre. Ikke specialist, så han knuser en rude for at komme ind; værktøj kan begrænse sig til en sten.
  • Laver indbrud for spændingens skyld, eller fordi han er kommet i akut pengenød.
  • Foretrækker derfor kontanter, spiritus, pc'ere, musikanlæg. Også typen der kan finde på at lave indbrud for at stjæle slik.
  • Har sjældent kreds af faste aftagere bag sig og stjæler derfor mest genstande til eget forbrug og udstyr på værelset.
  • Fanges lejlighedsvis.

Den professionelle

  • Går efter høj profit og planlægger sit arbejde omhyggeligt, så han ikke skal arbejde så tit.
  • Voksent menneske, og som regel dansker, der har været kriminel gennem mange år og måske i fængslet har fået opbygget et netværk af kontakter, hvor afsætningsmulighederne er forberedt. Stjæler også kostbare genstande på bestilling.
  • Vælger en hurtig lukket varevogn som transportmiddel, fordi han har brug for at flytte større ting, som B&O anlæg, dyre møbler, kunst, men også småting som kostbare smykker. Bilen kan være hans egen, stjålen eller lejet.
  • Lever som regel så diskret, at et lager af varer kan opbevares, indtil rette køber viser sig.
  • Tiltrækkes af eftertragtede mærkevarer til høj pris, men er ret sky. Søger derfor mod udvalgte dyre villaer, som holdes under observation og besøges, når beboerne med sikkerhed ikke er hjemme. Varelagre er også i kikkerten.
  • Værktøj er udvalgt efter formålet, og den professionelle indbrudstyv mestrer også afbrydelse af alarmer.
  • Fanges indimellem på fersk gerning, men er god til at skjule sig, hvis han først er sluppet væk.

Narkomanen

  • Den almindeligste indbrudstyv. Især udbredt i større byer, hvor han står for omkring 75% af indbruddene. Alder ofte i begyndelsen af 20'erne.
  • Færdes især ved villaer og lejligheder – eller i det hele taget hvor folk efterlader noget af værdi. Arbejder på alle tider af døgnet. Bevæger sig som regel til fods, men kan også ses på stjålen cykel eller knallert.
  • En travl type, der foretrækker ulåste døre eller åbne vinduer, men ellers anvender skruetrækker eller koben som værktøj. Går efter udbytte, der kan finansiere næste dagsforbrug af narko og arbejder derfor, til der er 1500 kr. i kassen.
  • Går derfor typisk efter kontanter og tager på grund af sine begrænsede transportmuligheder ikke ret tit store ting som tv-apparater. Cd'er, smykker og videomaskiner kan sælges til en ottendedel af værdien. Det sker tilfældige steder eller til pushere.
  • En stor del fanges, da denne type indbrudstyv typisk er i hyppig kontakt med politiet og i øvrigt stjæler, til han bliver standset.
Publiceret/Opdateret