Pas på din båd. Der kan være kriminelle på havnen – også om natten. Sørg for at sikre dine genstande bedst muligt – og lad ikke båden stå for længe på land med påmonteret skrue eller påhængsmotor.
Tyverisikring af din båd
Mange låse sikrer din båd mod tyveri.
- Lås båden til fortøjningspladsen med en hærdet stålkæde og en godkendt hængelås.
- Lås kahytsdøren med en forsvarlig lås - også når båden forlades i kort tid. Forlades båden i længere tid, kan man forstærke døren med en solid plade, som monteres på indersiden af kahytsdøren.
- Drej roret/rorpinden i borde, så båden ikke kan bugseres.
- Sæt en kædelås eller hængelås på. Brug en lås, der er godkendt af dit forsikringsselskab.
Tyverialarm afskrækker bådtyven
Monter en tyverialarm, og gør tyven opmærksom på dette med et mærkat. Vær opmærksom på, at alarmen kan udløses, hvis båden vipper meget i havnen. Du kan nedsætte risikoen for fejlalarmer ved at bruge godkendt udstyr, der er installeret af professionelle fagfolk.
Der findes tyverialarmer, som er udviklet specielt til både, og som bl.a. også omfatter en startspærre, der gør det umuligt at starte motoren. Du kan med fordel anskaffe dig en alarm, som kan kommunikere med din mobil eller via fjernbetjening, så du modtager information om uønsket aktivitet på din båd direkte på mobilen.
Tænding
Sørg for at motoren ikke kan startes - enten via en startspærre eller ved at fjerne en vigtig motordel. Har båden en benzinmotor, kan du løsne motorens startkabel og fastgøre det med en hængelås.
Tænd og sluk-ur
Får du molestrøm til din båd, kan det i sæsonen være en god idé, at montere et tænd og sluk-ur i bådens kabine, når du er væk i længere tid.
Fjern eller lås dit værdifuldt udstyr inde
Værdifuldt udstyr som redningsveste, regntøj, cykler og løst tovværk m.m. bør du altid låse inde i en kistebænk eller lignende. Tøm altid båden, når du forlader den i længere tid – også for værdier, som elektronisk udstyr, kameraer, radioer m.v.
Undgå tyveri af din påhængsmotor
- Små og lette påhængsmotorer bør du tage med hjem.
- Monter en særlig låseanordning på større påhængsmotorer.
- Gravér motorens nummer flere steder, så det ikke nemt kan slettes efter et tyveri. Notér motorens nummer og opbevar det hjemme eller på din telefon.
Mærkning af dine værdier og båd
- Mærk din båd og løse genstande fx med DNA-mærkning, og gravér bådens byggenummer flere skjulte steder på båden, så nummeret ikke nemt kan slettes efter et tyveri.
- Mærkning af dine ting gør det langt lettere at spore dem, samtidig har det en præventiv virkning, hvis ding ting er mærkede.
- Gør tyven opmærksom på, at du har mærket dine ting ved at sætte sikringsmærker på båden, som tyven kan se.
GPS-sporing af din båd
De fleste alarmer har en indbygget GPS-sporingsenhed, så du kan tracke din båd, hvis den er blevet stjålet. Der findes flere typer sporingsenheder. Sporingsenheder, der kun er baseret på GPS-systemer, kan kun tracke din båd inden for visse områder. Du har derfor brug for et sporingssystem med GSM- og UHF-systemer, der via mobil- og radiobølger kan lokalisere din båd.
Vælg desuden sporingsudstyr med høj batteritid, da det øger dine chancer for at spore din båd op til flere uger efter tyveriet.
Sikring af små både mod tyveri
Joller
Joller er desværre meget nemme at stjæle. Har du en trailer, så lås den fast til den med hærdede stålkabler og godkendte hængelåse. Tag masten af og opbevar den et andet sted. Læg en presenning over båden, så er den mindre synlig. Drej rorpinden i borde og lås den fast, så jollen er svær at bugsere.
Hvis din båd bliver fundet tom på havet, er mærkning meget vigtig for redningsberedskabet. Mærk derfor jollen med dit eget telefonnummer og telefonnummeret til en, som kender dig og din båd.
Små speedbåde
Tyveri af motorbåde - ikke mindst hurtige speedbåde - stiger. Det skyldes ofte manglende sikring. Lås derfor altid din speedbåd fast til et stativ, en pæl eller lignende med en hærdet stålkæde eller wirelås.
Ligger båden på en trailer, så husk at få installeret en ordentlig kuglelås og kædelås på hjulene af traileren. Det gør det svært for tyvene at hægte traileren på en bil og køre afsted med den.
Kano og kajakker
Står din kano eller kajak et afsides sted, så er der særlig god grund til at følge nedenstående råd for at forebygge tyveri.
- Lås kanoen/kajakken fast til et stativ, en pæl eller lignende med en hærdet stålkæde eller wirelås.
- Efterlad ikke løst udstyr synligt.
- Tøm altid kanoen/kajakken for løst udstyr som pagaj/paddel, redningsvest, oversejl og lignende, når du forlader den.
- Lås en evt. kano- eller kajakvogn fast, når du skal på tur.
- Nabohjælp: Aftal med naboer eller andre, at I holder øje med hinandens ting.
- Om vinteren skal du tage udstyr og kano/kajak med hjem og opbevare det i et aflåst rum.