Tema
Debat

Når du køber brugt bil

Overvejer du at købe en brugt bil, eller har du allerede fundet en brugt bil, du vil købe, så er der en række vigtige ting, du bør være opmærksom på, inden du skriver under på slutsedlen. 

 

Undersøg bilen for restgæld

Det er altid vigtigt at undersøge, om der er restgæld i den bil, man gerne vil købe - specielt hvis der er tale om en nyere brugt bil.

 

Du kan tjekke bilens restgæld på tjekbil.dk eller tinglysning.dk.   

 

Regler for syn

Alle personbiler skal til periodisk syn. En helt ny bil skal til syn for første gang, når bilen er 4 år gamle. Herefter er der periodisk syn hvert 2. år. Det betyder, at de biler, der har været til periodisk syn, kan skifte ejermand uden ekstra syn mellem de periodiske syn. Biler under 4 år skal ikke synes ved ejerskifte, men det er en god idé at få det gjort alligevel. 

 

Underskriv slutsedlen

Når du køber en brugt bil af en privat person, er du ikke beskyttet af købelovens særlige regler om forbrugerkøb. Der er ingen garanti eller reklamationsret, medmindre det udtrykkeligt er skrevet ned. Husk derfor at skrive aftaler ned, da det er svært at bevise mundtlige aftaler, hvis der opstår uenigheder efter salget. 

 

Forsikring på bilen

Inden du får omregistreret bilen til dit navn, skal du som minimum have tegnet den lovpligtige ansvarsforsikring til bilen. Du kan overveje, om du også ønsker en kaskoforsikring. Som ny ejer er du sikret i tre uger på den tidligere ejers forsikring, og med den dækning han/hun har. Når du skal have bilen omregistreret på motorkontoret, skal du medbringe et forsikringsbevis fra forsikringsselskabet.

 

Du kan selv omregistrere de fleste køretøjer i Motorregistret på Skats hjemmeside. Du skal anvende NemID.

 

Hvis køberen ikke omregistrerer køretøjet inden tre uger, kan sælgeren bede Skat om at afmelde bilen.

 

Du kan sammenligne bilforsikringer på Forsikringsguiden.dk, som er en uvildig sammenligningsportal, som Forsikring & Pension og Forbrugerrådet Tænk står bag. 

Din browser er forældet, Du bør opdateres til en moderne browser. Læs mere her.