Tema
Debat

Hvad stjæler tyven, og hvem er de typiske tyve

Tal fra forsikringsbranchen viser, at danskere, der bliver udsat for indbrud, får først og fremmest stjålet smykker, kontanter og elektronik. 

 

De mest populære tyvekoster er ting, som indbrudstyvene hurtigt kan få fat i og komme af sted med igen. Samtidig er det varer, der er let omsættelige, som tyven hurtigt kan få afsat bagefter. Men det er også ting, man relativt nemt kan gemme væk eller låse inde - modsat et vægophængt fjernsyn eller møblerne.

 

  • Smykker eller ure
  • kontanter
  • computer el. tablet-pc (fx iPad)
  • mobiltelefon lign.
  • foto- eller videokamera.

Efter de fem øverste pladser følger værktøj og designermøbler.

 

De typiske tyve

At være indbrudstyv er blevet et mere internationalt "erhverv", hvor tyvene arbejder på tværs af grænserne. Men hovedparten udgøres stadig af de mere velkendte typer. Nogle er absolutte nybegyndere, andre er eksperter. Nogle stjæler til dagen og fixet, nogle stjæler for andre, og nogle for sig selv.

 

Af de få der bliver sigtet ved vi, at

  • 80 % er danskere
  • 78 % er under 35 år
  • 96 % er mænd.

Kun 3,5 % af alle indbrud i beboelser ender i en sigtelse. Det betyder, at størstedelen af indbrudstyvene aldrig kommer i kontakt med politiet, og at vi derfor generelt har meget lidt viden om, hvem den typiske indbrudstyv er.

 

Data fra indbrudssigtelser fortæller os lidt mere om, hvem den typisk sigtede indbrudstyv egentlig er.

 

Tre ting kan fremhæves - specifikationer om køn, alder og nationalitet. Der er stor sandsynlighed for, at din indbrudstyv er en mand. Derudover er indbrudstyvene ikke så gamle - 52 % er 16-25 år og 26 % er 26-35 år. Trods mange antagelser er 80 % af alle sigtede af dansk oprindelse.


Det vides ikke hvor mange udenlandske statsborgere, der er på indbrudstogt i Danmark.

 

Tyve, der er blevet fanget har udtalt følgende:

 

  • Jeg begyndte i en tidlig alder at lave kriminalitet. Jeg fandt spænding i det.
  • Det er for let at begå indbrud uden at blive opdaget.
  • Indbruddene startede for spændingens skyld.

De 3 typer tyveknægte

Vi har arts-bestemt de tre almindeligste typer tyveknægte.

 

Lømlen

Amatør på indbrudsområdet, men som regel med erfaring i butikstyveri og hærværk. Alder typisk 15-16 år. 

 

Foretrækker på grund af ringe erfaring at lave bræk på steder, han kender. Ikke specialist.

 

Laver indbrud for spændingens skyld, eller fordi han er kommet i akut pengenød.

 

Den professionelle

Går efter høj profit og planlægger sit arbejde omhyggeligt.

 

Går efter store mængder af dyre, men let omsættelige varer, som han hurtigt kan blive af med. 

 

Voksent menneske, der har været kriminel gennem mange år og måske i fængslet har fået opbygget et netværk af kontakter, hvor afsætningsmulighederne er forberedt. Stjæler også kostbare genstande på bestilling.

 

Narkomanen

Almindelig indbrudstyv især i større byer.

 

Færdes især ved villaer og lejligheder – eller i det hele taget, hvor folk efterlader noget af værdi. Arbejder på alle tider af døgnet. 

 

Går efter udbytte, der kan finansiere næste dagsforbrug af narko, og arbejder derfor til der er 1500 kr. i kassen.