Tema
Debat

Overvågningskamera

TV-overvågning kan ikke i sig selv forhindre indbrud, men det kan hjælpe med opklaringen. 


Du bør overveje, hvorfor du ønsker TV-overvågning – skal du bare kunne se, hvad der sker i din stue, mens du ikke er hjemme, eller skal du bruge tydelige billeder af eventuelle gerningsmænd? Formålet med din TV-overvågning afgør, hvilken kvalitet du har brug for. 

 

Når du ved, hvad du har brug for, skal du huske at tage hensyn til lysforhold og placering af kameraer - for lidt lys giver typisk mørke billeder. Få hjælp fra en professionel installatør, der kan hjælpe dig med at tilpasse kameraerne til dit behov.


Transmission af billeder

Mange vælger at have TV-overvågning tilknyttet deres alarmsystem og få deres billeder overført til en kontrolcentral. På den måde sikrer man sikker opbevaring af data, og kontrolcentralen kan bruge optagelserne til at verificere, om der er indbrud, når alarmen går.


Lovgivning

Der findes en lov om TV-overvågning. I den kan du læse, hvor du må overvåge. Du må som udgangspunkt kun overvåge på egen grund.

 

Læs lov om TV-overvågninger.

 

Du må aldrig dele TV-overvågningsbilleder af andre personer på sociale medier eller lignende. Vis derfor som udgangspunkt kun dine billeder til politiet i forbindelse med efterforskning af en kriminel handling.


Fem gode råd om TV-overvågning

  • Overvåg kun din egen grund.
  • Sørg for, at kvaliteten af optagelserne passer til dit formål.
  • Opbevar optagelserne forsvarligt og max. i 30 dage.
  • Er dit hjem også en arbejdsplads? Husk at orientere medarbejdere og kunder om formålet med overvågningen.
  • Vis kun dine optagelser til politiet.

 

 

Din browser er forældet, Du bør opdateres til en moderne browser. Læs mere her.