Et sikringsskab er godt at bruge til værdifulde genstande - fx smykker og andet guld og sølv. Du får den mest optimale sikring, hvis du kombinerer sikringsskabet med en tyverialarm, så tyven ikke har tid til at bryde skabet op eller tage det med.
Vælg det rigtige sikringsskab
- Køb et sikringsskab af en ordentlig kvalitet - et våbenskab kan være et godt alternativ.
- Sikringsskabet bør være testet og klassificeret efter den europæiske standard EN 1143-1 Grade 0. Er du i tvivl, så spørg dit alarm-/låsefirma - de ved, hvad det betyder.
- Vejer sikringsskabet under 250 kg, anbefaler vi, at det er boltet til både væggen og gulvet.
- Husk en alarmsensor til rummet, hvor sikringsskabet står.
Jagtvåben
Hvis du har jagtvåben, som opbevares i dit private hjem, stiller våbenloven krav om, at der anvendes værdiopbevaringsenheder i klasse 0 eller 1 efter standarden EN-1143-1, eller 'Sikkerhedsskab' efter standarden SSF 3492.
Tal med dit forsikringsselskab
Normalt sætter dit forsikringsselskab begrænsninger for opbevaring af større pengebeløb og kostbare smykker m.v.. Tal med dit forsikringsselskab, hvis du vurderer at have behov for et sikringsskab til opbevaring af fx penge eller smykker i dit hjem.