Designermøbler er i høj kurs hos indbrudstyve, da de er nemme at sælge på hælermarkedet. Derfor er det en god idé at mærke dine designmøbler, så du gør det sværere og mindre attraktiv for tyven.
Du kan fx mærke dine designmøbler med DNA-mærkning. Det gør det både lettere at spore møblerne, hvis de bliver stjålet, og det har også en præventiv virkning, da det gør møblerne mindre attraktive hos tyven. Du kan også indgravere navn på møblet, hvis det er muligt.
Sørg for at tyven ved, at dine møbler er mærket. På denne måde tager kriminelle en høj risiko og et spor med sig, hvis de stjæler dine mærkede designmøbler. Du kan informere tyven ved at opsætte sikringsmærker på døre og vinduer, dem får du med, når du køber DNA-mærkning.
Indbrudstyven stjæler dansk design
Indbrudstyve sjæler populære designmøbler, som er nemme at sælge på hælermarkedet. Danske designere og møbelsnedkere er kendt for solidt håndværk, gennemført design og funktionalitet, og det gør møblerne populære blandt mange danskere – men også blandt tyve.
Populære designmøbler kommer bl.a. fra Fritz Hansen og Carl Hansen, Børge Mogensen, Hans J. Wegner og Arne Jacobsen, og nogle af de mest populære møbler er tegnet fra 1930’erne og frem til 1960’erne. Det er bl.a. stålrørsmøbler, møbler af forskellige ædle træsorter og ting af plastik.
Køb ikke kopivarer - det er ulovligt
Pas på du ikke køber en kopivare – fristende, men det er ikke lovligt i Danmark. Eksempelvis er der mange, der har handlet på hjemmesiden Voga, der sælger kopier af dyre designermøbler til priser, der er langt under normalprisen. De gør det under irsk lovgivning, hvor det tidligere var tilladt at kopiere designere 25 år efter deres død, mens det i Danmark er 75 år.
Møblerne er lovlige at producere og sælge i Irland, men det er ikke lovligt at købe dem i Danmark, da det strider mod dansk lovgivning, og du risikerer at få konfiskeret møblerne.
Brugt er også ulovligt
Tidligere var det lovligt at sælge kopimøbler på diverse hjemmesider som DBA og lignende. I dag strider det mod dansk lovgivning, og du kan således ikke med god samvittighed købe en billig kopi-designstol brugt.