Lys kan have en betydning for, om du får indbrud. Når du tænder lyset i din bolig, fortæller du tyven, at du er hjemme - det vil afskrække de fleste tyve. Er du væk i længere tid, kan du tilslutte et tænd-/sluk-ur, så der først er lys i huset hen på aftenen, hvor du normalt ville tænde lyset. Et tænd-/sluk-ur kan købes i de fleste byggemarkeder.
Lysstyring
Du kan også vælge, at installere udendørsbelysning med tænd/sluk-føler, som vil skræmme tyven. Ingen tyve bryder sig om at blive set.
Bevægelsessensorer tænder lyset, når der er personer i dækningsområdet. Sensorerne findes med forskellige teknologier, så lyset kun tænder, når der er brug for det. Sensorerne har typisk skumringsrelæ, så de kun tænder efter mørkets frembrud.
Det er også muligt at nøjes med, at skifte pæren til en LED pære med indbygget bevægelsessensor.
Hvor meget lys skal der til
Ved planlægning af udendørsbelysning er det vigtigt at tænke over lysstyrken og de områder, der skal belyses. Belysningen skal gerne være jævn, så der ikke er områder med skygger, og belysningen må ikke blænde. Husk - når udendørslyset tænder, virker ejendommen beboet, og naboer og forbipasserende får bedre mulighed for at opdage et eventuelt indbrud i tide.